Rabarber-relish med rødløg og sennepsfrø

Rabarber-relish-med-roedloeg-og-sennepsfroe

500 g rabarber
300 g rødløg
300-400 g rørsukker
1,5 dl æbleeddike eller lign eddike
3 spsk sennepsfrø
1 tsk salt
2 tsk melatin

Skær rabarber i ca 1 cm skiver, løget i smalle både og bland alle  ingredienserne, pånær melatin, i en gryde.
Lad sukkeret opløses inden det sættes over – cirka 1 times tid.
Lad det stå og simre ved middel varme til rabarberne begynder at falde fra hinanden og løget bliver blødt.
Skru op for varmen og tilsæt melatin under omrøring.Hæld på kogte glas og luk med det samme.

Rigtigt god til ost, grillet kød, kylling og i sandwich.
Også fantastisk på et stykke brød, gratineret med brie eller gedeost!

Rhubarbe-tarte-tartin med vaniliesirup og flødeskum

blog_fritoesen_rhubarbe_1

blog_fritoesen_rhubarbe_2
Butterdej:
250 g hvedemel
40 g smør
1 tsk eddike
1,5 dl mælk
1/2 tsk salt
1/2 tsk bagepulver
200 g smør til udrulning

Rør dejen til den er smidig og fast.
Sæt den koldt en times tid.
Rul den nu ud til en stor kvadrat og fordel smørret, som er skivet på dejen.
Fold alle sidder ind over smørret og bank den godt igennem med kagerullen. Fold den  2 gange og stil den på køl en halv time.

Dette gentages 3 gange.

Denne portion er så rigeligt til en omgang Rhubarbe-tarte-tartin, men når man kaster sig ud i projektet, er det dumt ikke at lave en god omgang, som kan bruges til alt muligt andet- tartelettet, madtærter etc og fint kan rulles og gemmes på køl nogle dage.

Rabarberfyld (portionsanrettet):
45 g fintsnittede tynde rabarber
15 g rørsukker
lidt citron
Evt. vanilie eller vanillie-sirup

Fordel rabarber og sukker i bunden af en tarteletform eller en lille tærteform og lad sukkeret opløse sig. Stik et låg i butterdejen og klem det ned over- vær opmærksom på at det slutter helt tæt i kanten.

Prik et par huller og bag dem ved 175 grader i ca 10-15 min, til de gyldne. Tag dem ud og la dem stå et par minutter, inden de vendes nænsomt.

Bagningen på hovedet gør at smørret fra butterdejen flyder ned og danner den bedste karamel i kanten og fugtigheden stadig bevares. Serveres med iskoldt letpisket flødeskum.

Næste stop Mallorca, grisefest og skønne kællinger!*

Jeg har for kort tid siden været på Mallorca og er helt og aldeles solgt og skal tilbage igen og igen!

Vi har på ingen måder set alt – meget lidt i virkeligheden, men kvaliteten af deres råvarer/maden og skønheden i byen Palma, hvor vi boede er helt unik og det bliver jeg nødt til at dele her.

Vi boede i en lejet lejlighed nær det store marked Mercat de l’Olivar, som er et sandt madmekka! Også i en grad som trumfer mange andre fantastiske markeder jeg har været på!

De åbner hver dag kl 07-14, fra mandag til lørdag og har alt hvad man kan drømme om i den bedste kvalitet.

I vores hood, fandt vi et lille konditori, drevet af et ungt sødt par. Navnet er “Rosevelvet Bakery” i Carrer Missi’o 15. Her får man god kaffe, fantastiske smørbagte (ikke svinefedts dryppende som flere steder i Spanien) croissanter, lækre konditorkager og simple ordentlige sandwich.

Vi fik af samme par, anbefalet en tapasbar ikke langt herfra. Navnet er “Buscando el Northe” og ligger på San Miguel St. De havde en meget velassorteret menukort med både pintxos, tapas og lækre hovedretter. Alt var super lækkert, meget fint forarbejdet og priserne er meget rimelige.

På markedet har “Fibonacci” en lille stand med øko kaffe, brød, sandwich og kager. Det er en kæde, som vi også stødte på et andet sted og egner sig fint til et sted at spise en sandwich og drikke en kaffe.

Vi havde hørt om S’oli 13, på Banc d’oli square nær Plaza Mayor som ellers er lidt af en turistfælde.

De serverer få, men virkeligt veltilberedte frokostretter, både som menuer og enkelte retter.

Vi valgte at nøjes med en hovedret hver – blandt andet en vegetar-lasagne, med hjemmelavet pasta, grillede squash, aubergine og peberfrugt og gavmild bøffelmozarella og hjemmebagt ordentligt brød.

Helt utroligt lækkert og serveret på en plads med duftende appelsintræer – helt fri for støj og underholdning.

En af dagene tog vi til en lille tur til byen Sóller.

Man kan tage et veterantog dertil og det vil helt sikkert være en fin oplevelse, men det var ikke bare lidt, men cirka 20 gange så dyrt som den klart mindre charmernede bus.

Sóller er en meget charmerende by. Vi var der kort og kom sultne med sultne børn og alligevel lykkedes det os at finde den bedste tapas restaurant jeg har været på, med de sødeste tjenere der bare lyste langt væk af velvilje og glæde ved at servere første klasses mad på en meget uhøjtidelig måde! Tjeneren var meget spændt på hvad jeg mente om deres escalibada (Ovnbagte auberginer, squash, løg og peberfrugt – som bagefter overhældes med god olivenolie og sherryeddike) og stod og trippede for at høre min mening da jeg havde smagt den. Og den var også helt usandsyneligt god!

Vi bestilte en god blanding af tapas, pintxos og muslinger-picante, cremant og sad udenfor i en fin lille gyde, roligt og tilbagetrukket fra det store torv.

Navnet på restauranten er “Casa Alvara” og den ligger på C.L Vicario 17.

Vi havde børn med alle de steder vi var i Palma og her syntes jeg at man får en følelse af at der er plads til børn! Vi har kun mødt og talt med imødekommende og søde mennesker. Prisniveauet er meget rimeligt og kan bare ikke sammenlignes med hvad det ville koste at gå ud i Danmark – mest fordi alting smager 1000 gange bedre og råvarerne som udgangspunkt, bare er af en helt anden verden!

Så alle grunde til at tage dertil! En smuk, smuk og velholdt by, som man/jeg ikke kan blive mæt af.

*citat fra Olsen-Banden 😉