Munken & Fritøsen

logo_munken_og_fritoesen_web

Jeg har længe gået med tanker og lyst til på den ene eller anden måde at hoppe med på street food bølgen.

Det er som om der ikke er plads til meget mere frozen youghurt, pulled pork eller cupcakes, så jeg har gået med flere forskellige ideer – og spist mig igennem flere forskellige bud på bla. Papirøen i København.

Af lidt, eller meget tilfældige veje, er jeg stødt ind i en gut med nogle af de samme drømme og vi har med raketfart startet en lille business sammen, under navnet “Munken & Fritøsen”

Hvad det ender ud i og hvad vi kommer omkring vides ikke, men vi er fulde af lyst og ideer til at afprøve og eksperimentere og har i første omgang meldt os til Københavnerenes “Kødbyens Mad & Marked” som d.15/16. august rykker til Aarhus.

Vi glæder os helt vildt og har fået virkeligt travlt – og vi er nu landet på noget vi kalder “en håndfuld af alverdens brød”.

Med inspiration i den goe gamle pizza med sprød og tynd bund, har vi plukket en lille håndfuld lande ud – fyldt op og på, med ingredienser der forholder sig til det pågældende sted i både udtryk og smag.

Så kom og smag franske “French Connection”, canadiske “Into the Wild”, tyrkiske “Alladin”, italienske “Italiano Moderno” og danske “Maren”.

Vi glæder os til at ta jer med ud og rejse.

Frankrig-pizza-med-gruyere-skinke-vagtelaeg-fritteret-madagascar-peber-muscat-og-frisk-estragon

Rabarber-relish med rødløg og sennepsfrø

Rabarber-relish-med-roedloeg-og-sennepsfroe

500 g rabarber
300 g rødløg
300-400 g rørsukker
1,5 dl æbleeddike eller lign eddike
3 spsk sennepsfrø
1 tsk salt
2 tsk melatin

Skær rabarber i ca 1 cm skiver, løget i smalle både og bland alle  ingredienserne, pånær melatin, i en gryde.
Lad sukkeret opløses inden det sættes over – cirka 1 times tid.
Lad det stå og simre ved middel varme til rabarberne begynder at falde fra hinanden og løget bliver blødt.
Skru op for varmen og tilsæt melatin under omrøring.Hæld på kogte glas og luk med det samme.

Rigtigt god til ost, grillet kød, kylling og i sandwich.
Også fantastisk på et stykke brød, gratineret med brie eller gedeost!

Rhubarbe-tarte-tartin med vaniliesirup og flødeskum

blog_fritoesen_rhubarbe_1

blog_fritoesen_rhubarbe_2
Butterdej:
250 g hvedemel
40 g smør
1 tsk eddike
1,5 dl mælk
1/2 tsk salt
1/2 tsk bagepulver
200 g smør til udrulning

Rør dejen til den er smidig og fast.
Sæt den koldt en times tid.
Rul den nu ud til en stor kvadrat og fordel smørret, som er skivet på dejen.
Fold alle sidder ind over smørret og bank den godt igennem med kagerullen. Fold den  2 gange og stil den på køl en halv time.

Dette gentages 3 gange.

Denne portion er så rigeligt til en omgang Rhubarbe-tarte-tartin, men når man kaster sig ud i projektet, er det dumt ikke at lave en god omgang, som kan bruges til alt muligt andet- tartelettet, madtærter etc og fint kan rulles og gemmes på køl nogle dage.

Rabarberfyld (portionsanrettet):
45 g fintsnittede tynde rabarber
15 g rørsukker
lidt citron
Evt. vanilie eller vanillie-sirup

Fordel rabarber og sukker i bunden af en tarteletform eller en lille tærteform og lad sukkeret opløse sig. Stik et låg i butterdejen og klem det ned over- vær opmærksom på at det slutter helt tæt i kanten.

Prik et par huller og bag dem ved 175 grader i ca 10-15 min, til de gyldne. Tag dem ud og la dem stå et par minutter, inden de vendes nænsomt.

Bagningen på hovedet gør at smørret fra butterdejen flyder ned og danner den bedste karamel i kanten og fugtigheden stadig bevares. Serveres med iskoldt letpisket flødeskum.

Næste stop Mallorca, grisefest og skønne kællinger!*

Jeg har for kort tid siden været på Mallorca og er helt og aldeles solgt og skal tilbage igen og igen!

Vi har på ingen måder set alt – meget lidt i virkeligheden, men kvaliteten af deres råvarer/maden og skønheden i byen Palma, hvor vi boede er helt unik og det bliver jeg nødt til at dele her.

Vi boede i en lejet lejlighed nær det store marked Mercat de l’Olivar, som er et sandt madmekka! Også i en grad som trumfer mange andre fantastiske markeder jeg har været på!

De åbner hver dag kl 07-14, fra mandag til lørdag og har alt hvad man kan drømme om i den bedste kvalitet.

I vores hood, fandt vi et lille konditori, drevet af et ungt sødt par. Navnet er “Rosevelvet Bakery” i Carrer Missi’o 15. Her får man god kaffe, fantastiske smørbagte (ikke svinefedts dryppende som flere steder i Spanien) croissanter, lækre konditorkager og simple ordentlige sandwich.

Vi fik af samme par, anbefalet en tapasbar ikke langt herfra. Navnet er “Buscando el Northe” og ligger på San Miguel St. De havde en meget velassorteret menukort med både pintxos, tapas og lækre hovedretter. Alt var super lækkert, meget fint forarbejdet og priserne er meget rimelige.

På markedet har “Fibonacci” en lille stand med øko kaffe, brød, sandwich og kager. Det er en kæde, som vi også stødte på et andet sted og egner sig fint til et sted at spise en sandwich og drikke en kaffe.

Vi havde hørt om S’oli 13, på Banc d’oli square nær Plaza Mayor som ellers er lidt af en turistfælde.

De serverer få, men virkeligt veltilberedte frokostretter, både som menuer og enkelte retter.

Vi valgte at nøjes med en hovedret hver – blandt andet en vegetar-lasagne, med hjemmelavet pasta, grillede squash, aubergine og peberfrugt og gavmild bøffelmozarella og hjemmebagt ordentligt brød.

Helt utroligt lækkert og serveret på en plads med duftende appelsintræer – helt fri for støj og underholdning.

En af dagene tog vi til en lille tur til byen Sóller.

Man kan tage et veterantog dertil og det vil helt sikkert være en fin oplevelse, men det var ikke bare lidt, men cirka 20 gange så dyrt som den klart mindre charmernede bus.

Sóller er en meget charmerende by. Vi var der kort og kom sultne med sultne børn og alligevel lykkedes det os at finde den bedste tapas restaurant jeg har været på, med de sødeste tjenere der bare lyste langt væk af velvilje og glæde ved at servere første klasses mad på en meget uhøjtidelig måde! Tjeneren var meget spændt på hvad jeg mente om deres escalibada (Ovnbagte auberginer, squash, løg og peberfrugt – som bagefter overhældes med god olivenolie og sherryeddike) og stod og trippede for at høre min mening da jeg havde smagt den. Og den var også helt usandsyneligt god!

Vi bestilte en god blanding af tapas, pintxos og muslinger-picante, cremant og sad udenfor i en fin lille gyde, roligt og tilbagetrukket fra det store torv.

Navnet på restauranten er “Casa Alvara” og den ligger på C.L Vicario 17.

Vi havde børn med alle de steder vi var i Palma og her syntes jeg at man får en følelse af at der er plads til børn! Vi har kun mødt og talt med imødekommende og søde mennesker. Prisniveauet er meget rimeligt og kan bare ikke sammenlignes med hvad det ville koste at gå ud i Danmark – mest fordi alting smager 1000 gange bedre og råvarerne som udgangspunkt, bare er af en helt anden verden!

Så alle grunde til at tage dertil! En smuk, smuk og velholdt by, som man/jeg ikke kan blive mæt af.

*citat fra Olsen-Banden 😉

Rødbede-pizzasnegle med porre, feta, birkes og honning

fritoesen_blog_roedbedesnegle_1

fritoesen_blog_roedbedesnegle_2

Langtids hævet dej:
1/2 L vand
150 g durum hvedemel
500-600 g hvedemel
15  g gær
15 g salt
4 spsk olivenolie
1 mellemstor revet rødbede
Evt lidt hakket rosmarin
Fyld:
2 porrer
2 fed hvidløg
1 tsk spidskommen
200 g feta (ged eller ko)
evt acacie honning
Peber
Opløs gæren i koldt vand. Tilsæt olivenolien og den revne rødbede.
Herefter tilsættes salt og mel og dejen æltes, til den er fast- men ikke for tør- hvorefter den stilles koldt til dagen efter.
Til fyldet skæres porrerne i middelstore stykker og steges i olivenolie sammen med hvidløg og birkes, samt spidskommen.
Dejen rules ud til en lang, tynd flade og fyldet fordeles på. Osten smuldres og honningen (ikke meget) hældes over, inden dejen rulles og skæres i passende stykker.
De lægges på bageplade hvor de efterhæver en halv times tid.
Inden de sættes i ovnen ved 180 grader, pensles de let med olivenolie.
De bages i ca 10 min – til de får farve og lyder hult når man banker på bunden.
Sneglene er mere arabiske/tyrkiske, end italienske og passer rigtigt godt til alverdens tabuleer, linse/bønnesalater, humus, kebab osv.

Safran syltede majroer

Syltede-majroer-med-chili-safran-og-stjerne-anis

Hotdogsbroed-med-fennikel-og-malt.-Rygeost-poelse-ristede-loeg-og-safran-syltede-majroer

1 kg majroer
500 ml æblecider eddike
3,5 dl sukker
4 stjerne anis
1 rød chili skåret i store styler
1 spsk hele peberkorn
2 spsk sennepskorn
1 knivspids safran


Skær majroen meget fint – gerne på et juliennejern og blancher skiverne hurtigt i kogende vand.

Bring de resterende ingredienser i kog.

Fordel majroerne i atamonskyllede glas og hæld lagen over så snart sukkeret er opløst.

Sæt låg på med det samme og stil dem til afkøling.

De syltede majroer egner sig rigtigt godt til det arabisk inspireret køkken med kikærter, linser, feta osv, men fungerer også fint i sandwich med lækre faste oste (ko/får) eller på toppen af en old school hotdog!

Surdejs maltpizza bianco med rødløg

fritoesen_blog_maltpizza_1 fritoesen_blog_maltpizza_2 fritoesen_blog_maltpizza_3

Dej til 3 pizzaer:

350 g vand
100 g surdej ( eller 15 g gær)
150 g durumhvede
50 g groft mel ( grahamsmel el rugmel)
300 g god hvedemel
10 g salt
1-2 spsk malt i pulver -passer til 1 pizza

Fyld:

125 g mozzarella
75 g Saint Agur
1-2 rødløg fint snittet
Olivenolie
flydende honning

Vand, surdej, salt og mel blandes og vendes 4 gange i løbet af de næste 2 timer. Herefter vendes dejen ud på bordet og strækkes/ æltes igennem. Dejen delen i 3 og dækkes med et klæde og stilles køligt.

Efter et par timer rulles den dej der skal tilsættes malt ud til halv ønsket bredde og malten drysses ud over. Klap siderne ind over og rul den ud igen, så der opstår et marmoreret mønster. Dejen skal være spændstig men ikke våd, så tilsæt mel efter behov.

Fordel osten, rødløg og lidt olivenolie på bunden og bag til den sprød. Når den kommer ud hælder man honningen på og serverer med det samme.

Romkugler

Troefler-med-rom-kaf-solbaersylt-osv

1/2 sandkage eller lignende rørt kage
3 spsk kakao
2-3 spsk syltetøj (hindbær, solbær eller anden lignende slags)
2 spsk espresso kaffe
1-2 spsk rom
10 g smør
evt lidt mælk
evt hakket mørk chokolade/revet appelsinskal

Smuldrer kagen så den er helt findelt og tilsæt først kakao, syltetøj, kaffe og rom og ælt dejen sammen med hænderne.
Den skal være blød og nem at forme. Tilsæt nu den bløde smør og evt den hakkede chokolade/appelsinskal og hvis den er for tør – en smule mælk. Smag på dejen for at vurdere om den har den rette balance af sødt og styrken af rom.
Når den har en konsistens, der nemt lader sig forme, ruller man kugler i den størrelse man ønsker og sætter dem på køl.
Efter lidt tid, tages de ud og dyppes i vand, inden de rulles i chokolade, kokos, hakket pistacie, krymmel eller overtrækkes med flydende mørk chokolade.

Hyben marmelade med mandler og citrongræs

Hybenmarmelade-med-mandler-og-citrongraes

1 kg rensede hyben
600 ml vand
1 citron (saft og skal)
400 g rørsukker
1,5 dl smuttede mandler
1 stængel citrongræs – banket flad 2 -3 tsk melantin
evt lidt chili eller peber

De rensede skaller, koges op med vand, citrongræs og citronsaft i ca 15 min, inden det meste af sukkeret tilsættes og koger med i 10 min.
Resten af sukkeret blandes med melantin, som tilsættes og koger med i 2 min ved høj varme. Purer evt. marmeladen nænsomt med en stavblender, så der stadig er halve skaller tilbage.

Marmeladen tages fra varmen og mandlerne tilsættes. Fjern samtidig resten af citrongræs – stænglen og luk marmeladen til.

Marmeladen er god til ost, både hårde gede/fåreoste og blåskimmel.
Og så er den også helt perfekt til en “fidus” også kendt som friturestegt camembert.

Hvis man ønsker at bruge den i en dessert, ville den være fin i en pandekage – rullet med lidt ricotta.

fritoesen_blog_hyben

Citron Kurt

Kaernemaelks-pandekager-med-hjemmelavet-Citron-Kurt-og-blaabaer

Saften af 4 øko citroner – skallen af de 2
3 æg
170 g sukker
70 g smør i tynde skiver

Bland citronsaft, æg og sukker i en gryde og varm den op ved middel varme, mens der piskes konstant.
Når den begynder at tykne efter nogle minutter, tages den af varmen og smør og revet citronskal tilsættes.
herefter fyldes den på glas, der lukkes til og stilles på køl.

I køleskabet holder den sig i en uge og smager fantastisk på pandekager, brød og smurt på lagkagebunde!

Hvis man ønsker lidt variation, kan man tilsætte en smule birkes tilsidst.

Brie indbagt i filodej med figner, abrikoser og nødder

Brie-indbagt-i-filodej-med-figner-abrikoser-og-noedder

1 god brie/ camembert
1 håndfuld hasselnødder eller walnødder
1 håndfuld blandede tørrede frugter som figner, abrikoser og dadler
1 dl sherry eller portvin

Hak de tørrede frugter groft og læg dem i blød i sprutten, gerne natten over.
Hak ligeledes nødderne groft og bland dem med frugterne.
Fordel fyldet på osten og pak det hele ind i et par filoark, som samles på midten med et stykke madsnor. 
Dryp eventuelt lidt smeltet smør over og bag den til den er gylden ved 180 grader.

Serveres gerne med det samme!

Eventuelle rester kan hakkes og blandes i dej til boller, gerne med et par håndfulde ekstra tørrede frugter.

Gør det selv?!

fritoesen_blog_do_it_yourself

Jeg er en stor fan af kogebøger og gør-alt-muligt-selv bøger fra 50’erne og 60’erne!

Se lige hvad jeg faldt over – det er da fantastisk!!

 

Arabisk Knækbrød

fritoesen_blog_knaekbroed

350 g hvedemel
30 g seamfrø
20 g birkes
1 dl sødmælk
1,5 dl vand
2 spsk sukker
25 g olivenolie
1/4 tsk bagepulver
1/2 tsk spidskommen
8 g gær

Opløs gæren i det lunkne vand og tilsæt herefter mælk, salt og olivenolie.
Bland birkes, sesam og bagepulver i melet og rør det i mælken. Tilsæt spidskommen og ælt dejen godt.
Hvis man har en pastamaskine køres dejen ud på denne og hvis ikke, kan man sagtens rulle den tyndt ud, med en kagerulle og bage dem i store stykker ved 175 grader til det er sprødt og gyldent.

Smager fantastisk med rødbede tzatziki og alle andre slags dip.

Fru Møllers Mølleri

fritoesen_blog_fru_moller

Jeg var for nylig så heldig at lande hos Fru Møller da jeg var i sommerhus ved Norsminde.

Jeg har hørt om stedet, men aldrig fundet derhen.
Det var tilgengæld kærlighed ved første blik! Man kan med det samme man ruller ind på gårdspladsen mærke at det her bliver godt!
Der er både eget kafferisteri (med coffee to go-som ellers aldrig har givet mening for mig, før nu i disse omgivelser) restaurant, en meget velassorteret slagter og det skønneste bageri, der også forhandler eget mel, lækre oste og meget andet godt.
Vi blev fuldstændigt overvældede af det store og vanvittigt lækre udvalg af brød og kager og kom til at købe altfor meget. Vi blev ekspederet af Fru Møller selv, som var en meget imødekommende og sød ung kvinde.
Da hun fandt ud af at min mor er en ret ambitiøs og dygtig amatør-bager, fik vi en gratis pose af det bedste mel med til at teste og en meget lang snak, som bare vidner om en kvinde som er stolt, dygtig og glad for det hun har skabt!
Hermed min største anbefaling til et skønt spot ikke så langt fra Århus, men med et udvalg der ikke findes mange steder!

Fru Møllers Mølleri